16-12-2020

  

Vi er internettets børn

citat fra artikel 2012 af Piotr Czerski

Vi, som voksede op med internettet, tror hverken på traditionelle forretningsmodeller eller respekt for myndighederne. For os er friheden det vigtigste, skrev den polske digter Piotr Czerski, år 2012, i sit manifest om nettets første indfødte

Du kan se hele hans artikel her.    http://t.co/M8EWgaBQ )

 

Og jeg er en af internettets bedsteforældre

Mine strøtanker om internettets udfordringer - set med en boomers erfaring

Af og til kan gensyn med tekster i gamle gemmer vække tanker til live igen. Det skete således for nylig, da jeg fandt den polske filosof og forfatter Piotr Czerski’s glimrende og tankevækkende artikel fra 2012 med ovennævnte manchet (dengang i nutid – sidste sætning ændret til datid af Bent C) frem fra skyen (!!!).  Anledningen og min motivation til at genlæse artiklen var en tiltagende funderen over det stærkt aldersdiskriminerende udtryk “boomer”, som i dag anvendes frit og frekvent om mennesker på min alder (+60) som et udtryk for en næsten afgrundsdyb, uoverstigelig generationskløft. Artikuleret i en lidt afstandtagende og nedladende tone og kontekst: Jeg er blevet for gammel. Jeg forstår ingenting. Jeg har skabt en verden, som fallerer og kollapser en lille smule mere for hver dag, der går. Vi efterlader regningen i børneværelset. Hvis jeg ikke er med på web-generationens snærende og begrænsende vilkår, så er jeg imod. Hvis jeg ikke, via et lille hurtigt tryk på like-ikonet og uden eftertanke eller begavet debat, kan tilslutte mig en ide eller tanke er jeg imod. Hvis jeg ikke accepterer den hastigt www-indhøstede viden, af og til endog indpakket i glitrende konspirationspapir, på lige fod med solid videnskabelig dokumentation, er jeg imod. Så er jeg boomer. Dømt ude. Dialogens hastighed er blevet vigtigere end fordybelsen. Jeg og min generation står angiveligt tilbage på perronen med skyldfølelse over generationsgælden og ser toget blive mindre og mindre i sin rejse mod fremtiden. Eller….., som jeg fornemmer det af ordet boomer i unge munde - det burde vi. Som om alle vi gamle, med uforstand og mangel på omhu, totalt har formøblet den stafetarv, vi i sin tid fik overdraget og intet har tilbage at give videre. Men har vi virkelig tabt stafetten på kunststofbanen og er blevet diskvalificeret, dømt ude, mens ungdomsholdene haster mod mållinjen. 

Hvilken arv? Tankerne går tilbage til min barndom. Hvad fik jeg i vuggegave. Hvilke tanker, ideer og teknologier formede min generation, når det indlysende ikke var internettet? Når min viden i stedet stammede fra samtaler med mine forældre, skolen med dens lærere, papirindbundne lærebøger og dr. Lieberkinds 8 mm-film om “Bæveren, den lille ingeniør”, Pressens Radioavis, den lokale amtsavis og biblioteket. 

Jeg er koldkrigens barn. Første generation efter et sekel, hvor vi i global krydsild formåede at slå mere end 100 millioner medmennesker ihjel. Hvor tidligere århundreders ideer og filosofier som f.eks. opfattelsen af mennesket som et fyrstens værktøj, mennesket som individ uden egne mål og ret til lykke, eneherskerens ret til magt, ufattelige sociale skel og kapitalens rå magt på afgørende vis viste sin uformåenhed. Hvor skællene faldt fra de uvidendes øjne og vi lærte at se. Jeg er barn af genrejsningen, rehabiliteringen, rehumaniseringen, globaliseringen, egaliseringen og et krigsskabt ønske om fred og frihed. Hvor vi ikke var indstillet på igen at overlade folkets suveræne rettigheder til eneherskere og despoter med diktatoriske og umenneskelige tankegange, der igen ville eskalerede i krige, folkedrab, etnisk udryddelse og social fornedrelse. Jeg er barn af de manges erkendelse af nødvendigheden af at hæve humanismens bundniveau op over vandspejlet i denne fornedrelses boblende sump af krige. Ligesom Internettets børn vil i dag, ville vi også dengang nedbryde grænser – blot i den virkelige fysiske og analoge verden, som var til vores disposition. Grænser mellem lande, bag hvilke hære kan opmarcheres. Grænser mellem sociale klasser. Grænser mellen de vidende og de uvidende. Mellem rige og fattige. Vi skabte internationale fællesskaber som NATO og EU. Ikke uden problemer og fejl. Men i en tro på, at færre mure og hegn kunne forhindre et nyt sekel med yderligere 100 millioner eller flere krigsofre. Vi kæmpede for en social retfærdighed ud fra det etiske imperativ, at vi som mennesker har pligt til at tage vare på medmennesker, som ikke kan tage vare på sig selv. Og vi kæmpede for udviklingen af retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokratiske principper, der skal sikre os mod despoters magtmisbrug. Men min generation havde tidvis, som admiral Nelson, også og desværre sat kikkerten for det blinde øje. Flere så for sent de nye totalitære regimers umenneskelighed og folkemord. Regimer, hvor den anderledes tanke var samfundsfjendsk og kunne straffes med tortur og død. I vores angst for at skulle leve  under denne umenneskelighedens paddehat, producerede vi meningsløse mængder af atomvåben. Nok til mangefold og for evigt at udslette alt liv på jorden. I en eskalerende magtspiral balancerende på en knivsæg. Men mine forældre og senere jeg kæmpede for det, vi troede på. På humanisme, retfærdighed, fred, frihed og velfærd. På samme måde, som internettets børn gør i dag. Vi holdt balancen, men skabte også teknologier, f.eks. atombomben og internettet, som i forkerte hænder og med ondskabens vilje kan blive menneskets banesår.

Som en konsekvens af vores stræben kunne jeg, trods familiens status som fattige småbrugere i landbruget, få adgang til uddannelse. Det krævede mådehold og rettidig omhu. Glastaget var umiskendeligt. Men, som fællesskabets fortjeneste er det lykkedes at løfte vores og vores børns generationer til et af de højeste sociale og uddannelsmæssige niveauer i verden. Men dog ikke så langt eller så højt, at kampen for fremtiden kan gemmes bort. Der er stadig forfærdelig meget at kæmpe for. For eksempel natur og miljø, som vi ikke bar stærkt nok med os i vores bevidsthed. Vi var ikke tilstrækkelig bevidste om dyreholds og landbrugsarealers betydning for atmosfærens sammensætning og mikroorganismers levevilkår - på godt og ondt. Vi skabte måske dermed også selv en af forudsætningerne for corona-pandemien. 

 

Vi kan bevæge os friere end før – ikke kun på internettet, men også i den virkelige verden. Vi kan handle og bytte varer og tjenesteydelser nemmere end før. Desværre ser vi nu igen bekymrende tegn på, at ikke alle er villige til at acceptere de individuelle omkostninger og nationale ofre, som fællesskabet forventer af os som prisen for fred og frihed. Dine, mine, vores ofre. Despotens ansigt dukker derfor op igen. Trumpismen i USA, putismen i Rusland, den toleranceløse kapitalistiske kommunisme i Kina. I Polen. I Ungarn. Og som grænseløs terrorisme. Og i Storbrittannien drømmer de om gamle dage – tilbage til imperiet. Tilbage til kolonitidens drømme om England som verdens centrum. Så stærkt, at de er villige til at svække et af vore dages mest succesfulde fredsprojekter. 

 

Så alt er ikke så godt, som min generation havde håbet på.

 

Men den basale velfærd og almindelige menneskers økonomiske vilkår er bedre. Talrige undersøgelser viser, at global ulighed stadig eksisterer, men også at den er mindre end før. Med denne udvikling som platform kan alle familier, studerende, små erhvervsdrivende nu realistisk få daglig adgang til en computer og dermed til internettet og internettets påståede frihed, som Piotr Czerski fremhæver. En frihed, som vi, boomer-generationen, også kan udnytte. Vi, de gamle, har de nødvendige forudsætninger, herunder nødvendig viden, til at kunne nyde friheden og mangfoldigheden på internettet. Selv jordens fattige befolkninger har denne mulighed – ofte via mobiltelefon, måske lånt af naboen eller en ven. Og ikke altid som et retweet i løbet af sekunder. Men de har muligheden for en plads i den virtuelle verden.  Men vi har også vores tvivl. Ikke alt ved internettet  er så overbevisende godt, som det hævdes. Nu, otte år efter Piotr’s artikel, ser vi de samme advarselslamper blinke som dengang i den analoge verden. Magthaverne genopstår som vores barndoms Frankenstein, nu blot som megakoncentrationer af kapital og monopoler af ufattelig størrelse. Som Facebook, Google, Apple m.fl. Hver af dem med økonomier, der er større end mange mindre landes. Koncentrationer i form af 0-er og 1-taller, som ikke er underlagt almindelige menneskers kontrol. Som kun er inkluderende, hvis du afleverer større eller mindre dele af dig selv i form af personlige data. Som har genindført krigen, grænserne, protektionismen og krigene. Nu bare flyttet fra den gamle virkelige verden med ild og krudt til den nye med våben i form af brandmure, antivirusprogrammer, malware, trolde, hacking. Og som har genstartet oprustningen. Se bare de stadig flere og større nationale centre for cybersikkerhed og nationale hacker-enheder. Nu behøver vi ikke nødvendigvis længere at overskride landegrænser med fysisk energi indlejret i alskens forskellige våben for at vælte styret i et andet land. Vi kan i stedet via internettet styre og manipulere valghandlinger og sikre sejren for den føjelige hersker, vi ønsker. Og handlingen kan klakeres via de sociale platforme af internettets nyttige idioter. Påvirket af trolde med stjålne data fra de netgiganter, som ved alt om dig og som på kommando kan aktivere din indre svinehund. Og for kun nogle få dage siden landede det nye politiforligs aftale om en enhed, der, som næste skridt i bekæmpelse af net-kriminalitet, skal "patruljere" på de sociale medier. 

Så boomernes kamp er genstartet og overtaget af internettets børn. Nu blot i anden forklædning, på andre platforme og med andre våben. Er det problematisk? Ja måske. Det er et vilkår, som tilsyneladende ikke har ændret sig over generationer. Som flytter med. Ligesom nissen med sin menneske-husbond. Men måske ser internettets børn det ikke. De udgør en historisk historieløs generation, som har mistet det retrospektive indsyn. De tror sig frie, fordi de ikke med lænker og vold (med PH’s ord) er “bundet på mund og hånd”. Men, men, men. Det er ikke øget frihed blot at kunne erstatte skrankepaver som Hr. Stempelkvist med digital adgang til offentlige hjemmesider. Eller en tur i banken med mobil netbank. Eller en middagsinvitation på parfumeret brevpapir med sirligt personligt anagram med et opslag på Facebook. Eller en eftertænksom diskussion via brevveksling med små og ofte uigennemtænkte indslag og kommentarer på Twitter. Eller den berigende samtale i den dybe lænestol foran brændeovnen med en hurtig ping-pong udveksling via Face-time. De digitale teknologier og internettet er, når boet skal gøres op, kun andre værktøjer med samme formål– misforstået som frihed. Først den dag internettets børn har afskaffet fattigdom, krige, miljøbelastning mm. og når internettet rummer tid til eftertanke og muliggør forståelse for dets manipulatoriske rækkevidde, har de frigjort sig fra fortidens svøber.

Men der er de ikke nået til endnu. Fordi hastigheden, mængden af og udbredelsesmulighederne for viden via internettet ikke er et point-of-gravity for udviklingen hen imod den verden, med udgangspunkt i den kristne pligtetik og andre religioners tilsvarende tanke, vi ønsker os.  Internettet er et potent værktøj. Men det afgørene er og bliver, ligesom med min egen boomer-generation og alle øvrige  generationer før den, at vi formår at udvikle den etiske platform, vi vælger som ståsted. Først da har vi en chance for at bevæge os ind i en afgørende anderledes fremtid – gerne med internettet som et af de mest sofistikerede værktøjer, verden endnu har set og med en generation af internettets kompetente børn i førertrøjen.

 

 

 

 

12-12-2020


Hvis jeg skal vaske hænder og spritte af, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg skal lukke min forretning, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg skal sidde hjemme og arbejde med to snakkende on-line skolebørn ved den anden bordende, vil jeg vide hvorfor.

Hvis mine børn græder, fordi de ikke kan se deres kammerater, vil jeg vide hvorfor.

Hvis fællesskabet skal bruge mange milliarder på kompensationsordninger, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg ikke må besøge min gamle syge mor på plejehjemmet vil jeg vide hvorfor.

Hvis vi udrydder alle mink i Danmark, vil jeg vide hvorfor.

Hvis regeringens handlinger er i strid med grundloven, vil jeg vide, om disse indskrænkninger i retsstatsprincipperne er nødvendige (nødretsprincippet) og uundgåelige.

Jo stærkere indgreb magten gør i min og mine børn og børnebørns trygge hverdag, jo mere vil både jeg og de vide hvorfor.

Og den tjener, som folket, i sin rolle som suveræn, har givet magten, forpligter sig også til at sikre, at den ikke misbruges. Sker det alligevel, har folket retten til at tilbagekalde den. Om magten anvendes klogt, rigtigt og proportionalt, hjælper medierne mig med at se.

Og når den, der, efter eget udsagn, "til enhver tid vil stå på mål for beslutningerne” ikke stiller op, når jeg som borger ønsker at forstå - så forventer jeg, at en kritisk presse hjælper mig med at stille spørgsmålene. Pressen er den helt almindelige borgers adgang til dialog med magten.
Med dette tager jeg ikke stilling til rigtigt/forkert, men alene til min ret til at kunne agere som kompetent borger, som jeg, uanset om jeg er for eller imod den siddende regering, kun kan gøre, hvis jeg er oplyst og forstår.
Derfor er det et demokratisk problem, at magtens ihændehaver ikke går i dialog med statens borgere. Og det mener jeg, uanset om magtens tinde er rød eller blå.
Fogh’s spin-maskine var jeg således også kritisk overfor.

Det handler derfor først og fremmest om politisk etik og moral og om hvilken grad af modenhed vores demokrati kan mønstre. Uden kompetente borgere polariseres samfundet. Sammenhængskraften forvitrer og med den samfundssindet.

 

 

 

22-11-2020


Af og til er humor og sarkasme det bedste værktøj til synliggørelse af alvorlige problemer med de værdier, vi lægger til grund for vores virke


Planlægger derfor et tidssvarende lederkursus for absolutte topledere i den offentlige sektor.

Titel. “Magt uden ansvar”

Med tanke på den udvikling, der kan observeres i samspillet mellem den politiske ledelse og embedsmandssystemet og internt mellem forvaltningens niveauer, står det klart, at de fleste offentlige toplederkurser er helt utidssvarende.

Der er derfor behov for et tidssvarende kursus for dig, som enten er eller har ambitioner om at blive topleder i den offentlige sektor.

Kurset skal strække sig over 8 week-ends med mellemfaldende hjemmearbejde og studieture til bl.a. Hviderusland, Ungarn, Polen, Kina m.fl.

Vigtige temaer bliver:


1. Den ansvarsfritagende betydning af ikke at læse mødepapirer, e-mails mm. Vi ser også på fænomenet “elektroniske spor“ og hvordan man kan minimere eller undgå dem. Vi har givet denne lektion arbejdsbetegnelsen: “Rød Viking No 2 og kunsten at brænde et notat i askebægeret”.

2. Hvordan man ansvarsfritagende kan delegere opgaver til underordnede. Nogle sproglige finesser.

3. Udarbejdelse af mødereferater uden præcise angivelser af enkeltpersoners udsagn, mødelederens konklusioner og beslutninger og præcis angivelse af den viden, som var til rådighed for mødedeltagerne

4. Den forvaltningsretlige betydning af at overgå fra skriftlig til mundtlig referatfri kommunikation.

5. Forberedelse af universelt anvendbare intetsigende og indholdsløse standardsvar til anvendelse under pressemøder til sikring af, at der ikke opstår svagheder i improviserede svar, som vil kunne give anledning til opfølgende og dybdeborende spørgsmål.

6. Kunsten at “sparke lorten nedad i systemet”. Vigtigheden af, at der altid findes fyldestgørende referater og notater, der beskriver de underordnedes aktiviteter på en måde, som muliggør ansvarsplacering hos mellemledere og frontlinjemedarbejdere og effektiv fraskrivelse af eget ansvar. Vi kigger på eksempler fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet.

7. Rådgivningens Trojanske Hest. Hvordan sikrer man, at faglige “uafhængige” institutioner, råd m.fl., uanset foreliggende fakta, formulerer deres rådgivning på en måde, som utvivlsomt understøtter og begrunder den beslutning, du som leder allerede har truffet og samtidig sikrer offentlighedens opfattelse af objektivitet og uafhængighed? Via eksempler fra samarbejdet mellem Sundhedsministeriet og SSI ser vi på, hvordan man som f.eks. departementchef eller afdelingschef, så anonymt som muligt, kan trænge ind i uafhængige rådgivende institutioners ledelsesrum og påvirke de givne råds formulering.
En medarbejder har foreslået arbejdsbetegnelsen “Okke r gokker SSI...)

8. Diskussion af forskellen mellem begreberne anbefaling, henstilling og ordre. Hvordan sikres det, at borgerne altid opfatter en anbefaling som en ordre og på trods af dette i det juridiske perspektiv handler på eget ansvar uden bindende konsekvenser for myndigheder, topembedsmænd og politikere

10.  Paneldiskussion med deltagelse af centrale højtstående embedsmænd over temaet: "Hvordan håndterer man rollen som ufrivillig spindoktor under tvungen deltagelse i regeringens pressemøder" vi spørger ind til anvendelsen af faglige neutrale begreber som "smitten raser gennem minkfarmene", "virusfabrikker", "mutationsacceleratorer", m.fl.

11. Vi ser på fænomenet "reasoning creep" og kigger på analyseværktøjer til brug for vurdering af, hvornår du som chef eller politiker med fordel kan benægte ethvert tidligere anvendt argument for din beslutning, og på hvordan såkaldt "sequential reasoning developement" med fordel planlægges og anvendes.

11.  Vi overvejer yderligere en lektion med arbejdstitlen: "Hvordan man står på mål for sine beslutninger" og samtidig sikrer, at man kan skyde skylden på dommeren, hvis der bliver dømt straffespark. Og hvordan, man kan arbejde med bagudrettet lovgivning i tilfælde af hjemmelsudfordringer.  

 

13-11-2020

For en uge siden var fundet af coronamutanten cluster-5 det afgørende argument for at nedslagte alle mink i DK. Selv om ingen havde kunnet påvise den i nogle uger.
Trods massiv testindsats i Nordjylland gennem de seneste dage har vi stadig ikke fundet flere af slagsen. Argumentet blev derfor udfordret af flere eksperter. Hvorfor handler vi nu, hvor cluster-5 er forsvundet og ikke dengang, den var her?

Ny flytter argumentationen så skridt for skridt væk fra cluster-5 som trussel mod fremtidige vacciner til det mere generelle om minkfarme som rugekasser for virus og nye mutationer.

Det sidste argument er alt andet lige meget bedre og mere relevant end det første. Vi har jo set virus smitte fra mennesker til mink og tilbage igen. Men skaden var sket og regeringen og myndighederne står derfor med et kæmpe troværdighedsproblem pga det, som jeg på ledelseskurser kaldte "reasoning creep" - om det fænomen, at du opfinder nye argumenter, når det viser sig, at de oprindelige argumenter for dine handlinger ikke klarer en kritisk granskning.
For uanset om de nye argumenter er svagere og mindre relevante eller bedre og stærkere, så medfører reasoning creep, at lederen mister troværdighed og dermed står med store problemer, når medarbejdere/borgere mfl skal overbevises om, at de nye argumenter faktisk er OK. Det skete, da Anders Fogh kom under pres pga Irakkrigen. Og det sker nu for Mette Frederiksen.Derfor taber hun lige nu utrolig hurtigt troværdighed.
Hun er faldet i "reasoning creep-fælden”. Og den er sværd at kæmpe sig ud af. For hvorfor skulle vi dog tro på det næste argument...og det næste. Vi vil gerne ledes, men ikke forføres af magt. 
Reasoning creep vil oftest resultere i svagere og svagere argumenter, som det skete for Anders Fogh Rasmussen, da de kemiske våben ikke kunne findes. Blev vi forført til deltagelse i en unødvendig krig? Fælden kan også bestå i, at det nye argument - selvom det ovenikøbet er bedre- opfattes som svagt, fordi målgruppen opfatter det som en brik i et politisk spil og bliver i tvivl om dets valør og dermed motiverne bag. Med risiko for, at vi presser vores ledere til at opgive en god og nødvendig handling.

Det er godt nok uprofessionelt.
Og farligt.

-et skoleeksempel til lederkurser

 

19-04-2020

Med udgangspunkt i et svar 2019 til en af mine gode venner:

(opdateret 16 jan 2021)

Man kan ikke sætte pris på liv. I en kristen baseret etik er intet liv ringere end et hvilken som helst andet liv. Det kommer blandt andet til udtryk i omsorgstankegangen: “at uden betingelser hjælpe et andet menneske, som ikke kan tage vare på sig selv”.
Man kan ikke opstille en prisliste udvisende priser på forskellige liv - det unge liv, det gamle liv, forbryderens liv, soldatens liv. Dette er det kristne pligtetiske imperativ. Den tyske filosof, Emanuel Kant frigjorde denne tanke fra religionen gennem formuleringen af DET KATEGORISKE IMPERATIV (i værket Grundlegung zur Metaphysik der Sitten). Uden en længere udredning fra min side kan man sige, at Kant udtrykte, at du skal handle og behandle ethvert andet menneske som du forventer, at dette menneske handler og behandler dig. Han formulerede også tanken om, at at intet menneske kun er et middel, men også et mål i sig selv. Det fremgår implicit heraf, at intet menneske alene eller i forening med andre kan anvende et andet menneske alene som middel til at redde sig selv eller et tredje menneske.
Overfor dette individets ukrænkelighed og uendelige værdi står det kollektive imperativ: “Du kan som individ ikke sætte dig over menneskehedens ret til at overleve som art. Du kan ikke lade fællesskabet bukke under af egoistiske hensyn. Derfor har fællesskabet ret til at beslutte sådanne handlinger, som, med færrest mulige omkostninger for den enkelte, kan sikre vores overlevelse som art” Det kollektive imperativ tager udgangspunkt i nytteetikken. Hvor meget må det koste fællesskabet at redde et liv? Og omvendt - hvor meget må det koste det enkelte individ at redde fællesskabet? Hvornår er prisen for høj? I modsætning til det kategoriske imperativ, taler vi om et hypotetisk imperativ. Hvis....vi vil redde kollektivet, befolkningen, menneskeheden, må vi bevare et eksistensgrundlag. Der er derfor grænser for, hvor meget vi kan lukke et samfund ned for at redde den, der ikke kan tage vare på sig selv, hvis det fratager et eller flere andre mennesker muligheden for også at overleve. Den nytteetiske tanke vil uimodståeligt derfor vikle sig ud i et diskriminatorisk imperativ. Kravet om, at der nødvendigvis må og skal vælges. Dette krav om valg påhviler både den enkelte og fællesskabet. Med udgangspunkt i Rosseaus filosofi kan man sige, at hvis du ønsker samfundets og fællesskabets beskyttelse, må du opgive en bid af din personlige frihed. For eksempel, hvis du ønsker beskyttelse mod Corona, må du opgive din modstand mod vaccination. Og omvendt kan man sige, at hvis du vil hævde din individuelle frihed og nægte vaccination, må du opgive dele af fællesskabets beskyttelse. Ligesom du ultimativt fratager medmennesker samfundets beskyttelse, hvis for mange uvaccinerede kan bringe os i en situation, hvoe sengepladser, respiratorer og medarbejdere i sundhedssektoren ikke slår til. Problemet bliver så en afvejning af, hvor stor en fare for sygdom og død, fællesskat vil tillade det totalt frie individ at påføre alle øvrige. Hvor meget må din persomlige frihed koste et vilkårligt andet medlem af fællesskabet?  I visse situationer bliver balancen mellem disse imperativer særdeles nærværende. Som f.eks. under den nuværende pandemi. Det danske fællesskab (=samfundet) har påtaget sig at værne både statens og den individuelle borgers  frihed og også at værne den enkelte borger mod sygdom så omfattende og så længe, som det er påkrævet. Men for at kunne leve op til denne forpligtigelse, må fællesskabet indskrænke retten for den enkelte til at hævde alle sine rettigheder eller bruge alle sine værdier selv og kræve, at en del afleveres til fællesskabet (skat). (“Hvis du vil have samfundets beskyttelse mod sygdom, må du opgive en del af din økonomiske frihed”) For at gøre indskrænkningen af individets økonomiske frihed acceptabel for den enkelte borger, kan fællesskabet ikke i urimelig grad opkræve skatter. Eller indskrænke andre friheder i et omfang, som ikke modsvarer den beskyttelse og andre goder, som borgeren opnår til gengæld. Det betyder, at der kan opstå situationer, hvor borgernes afgivne frihed, herunder de indbetalte skatter, ikke er tilstrækkelige til opretholdelsen af fællesskabets helt legitime interesser (f.eks. en pandemi) Her kan fællesskabets interesse trumfe individuelle rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden eller retten til at holde din butik åben. Eller samfundet kan vælge at reducere beskyttelsen af borgeren på visse områder (hoftesmerter) for at mindske risikoen på andre områder (sygdom og død som følge af Covid-19). Hvor vi som samfund vælger at placere balancepunktet mellem fællesskabets og individets interesser er politik. Politik fordi vi som individer vægter de forskellige hensyn forskelligt. Og politik fordi fællesskabets  prioritering rammer dets borgere uens. Her bliver vores kristne (eller tilsvarende) værdigrundlag meget nærværende. Fundamentalt hjælper vi som udgangspunkt betingelsesløst den svageste. Men skal vi, som vi diskuterer det i forbindelse med vaccinationsindsatsen, gøre det ved f.eks. først at vaccinere de svage og syge ældre eller i stedet de mennesker, som skal tage vare på dem. Eller skal vi sikre, at fællesskabet vedblivende kan finansiere omsorgen for de svageste ved at give erhvervslivet nogle friheder tilbage?

Her bliver vægtningen mellem de omtalte imperativer og deres underliggende værdigrundlag til praktisk politik. Balancen er vital for fællesskabet og dermed for samfundets beståen i den form, vi kender eller ønsker at udvikle os hen imod. At balancens beståen ikke er en selvfølge, så vi i Tyskland op til og under 2. Verdenskrig. Og vi ser det lige nu i USA, hvor grupperingernes værdigrundlag er så forskellige som mellem Jætter og Guder i den nordiske mytologi og som derfor også kan ende i en eller anden grad af ikke-mytologisk jordisk Ragnarok. Ingen anerkendte danske politiske partier, uanset deres forskellige ønsker om og stræben mod et givet balancepunkt, ønsker en sådant ragnarokansk ubalance. 

Dette etiske dilemma, valget mellem pligt og nytte og valget mellem inividets og fællesskabets interesser, kræver vi hver dag, at nogle i blandt os, på fællesskabets vegne, tager stilling til, f. eks. læger og sygeplejersker. Eller politikere, når det kollektive imperativ bliver en del af diskussionen. Mere jordnært er det i virkeligheden de samme tanker, som er indbygget i diskussionerne om fagforeningers kamp på alles vegne for anstændige vilkår contra den enkelte arbejders personlige frihed. Hvis vi skal beskytte dig mod løndumpning og udnyttelse, må du give os en del af din frihed og en del af din løn. 
Min konklusion er, at det ikke er muligt at sætte pris på liv. Eller for den sags skyld på fællesskabets mulighed for at bestå. Ethvert unikt liv er uendeligt meget værd, også det liv, som rinder ud i morgen. Men alligevel tvinges vi til at vælge. Og kun, hvis du vælger etisk ståsted, er du i stand til at foretage valget.
Derfor kan vi heller aldrig bedømme, om et andet menneskes eller en regerings valg er rigtigt eller forkert. Men vi kan tage stilling til, om valget respekterer de forudsætninger, som formuleres inden for rammen af det etiske ståsted, vi valgte som udgangspunkt for vores handlinger.