Rules of engagement for satire

06-02-2020


Jeg husker stadig fra min soldatertid, da min chef, under en lektion om krigens love, sagde, at det også var vigtigt for en soldat at vide, hvornår han ikke skal skyde.

Ordene dukkede op igen, da jeg i dag sad og  tænkte på de seneste dages brug af kunst, humor og satire som våben i en kamp om og for væsentlige værdier og principper - Jyllandspostens tegning af det kinesiske flag med stjernerne erstattet af virus, Danmarksindsamlingens satiriske indslag “Løvens Bule” og  Hongkongstatuen foran Christiansborg.

Kunst, humor og satire kan være stærke våben – misbrugt som Der Stürmer som regimets våben mod folket i udviklingen af jødehadet i nazitidens Tyskland, eller brugt som talerør for en politisk opposition som vores egen Corsaren, mere generelt samfundskritisk som franske Charlie Hebdo og Le Canard enchainé og britiske Punch, nogle med så stærk effekt, at de hyppigt blev beslaglagt (Corsaren) eller udsat for hævngerrig terror (Charlie Hebdo, jihadistisk angreb i Paris 2015).

De voldsomme effekter, som jævnligt ses, senest med Folkerepublikken Kinas reaktioner med krav om officielle undskyldninger for Jyllandspostens tegning og Hongkongskulpturen foran Christiansborg viser med al ønskelig tydelighed, at pennen ofte er stærkere end sværdet. Satirens kraft som våben er blandt andre ting også betinget af, at vi ikke lægger os ned som underdanige hunde med alle fire poter i vejret, hver gang reaktionerne rammer os.  Det vilde være et knæfald for ytringsfrihedens fjender, som vi sidenhen kommer til at betale med frihed. Derfor skal og kan hverken Jyllandsposten eller Københavns Kommune bøje sig for det officielle Kinas pres og krav.

Med så stærke våben i hænderne kan det dog være klogt også at vide, hvornår de skal tie. Hvis timing, mål og  sigte ikke er korrekte, kan satiren ramme de forkerte og budskabet blive opfattet helt anderledes hos modtageren end tænkt af afsenderen. Sådan blev det med JP’s tegning af det kinesiske flag med virus på stjernernes plads. For hvad var egentlig budskabet. Hvem forsøgte man at ramme. Og fyrede man kanonen af på det rigtige tidspunkt. For mig og mange andre står tegningen på alle tre parametre som en “skævert”.

Nu ramte man også de undertrykte, dem som på gulvniveau endelig havde fået lov til at gøre en indsats og dem, som var ramt af sygdom, død og sorg. Den kom på et tidspunkt, hvor Kina havde åbnet sig en smule og var begyndt at dele information om det nye Coronavirus med resten af verden. Og for mange af os er det stadig ikke krystalklart, hvad budskabet egentlig var. Havde satiren mere klart været rettet mod de magthavere, som trynede de overlæger, som råbte vagt i gevær og været ladet med en kritik af lukketheden, ville vi have klappet i vores små hænder. Havde den været rettet imod de forfatningsændringer, som nu gør kommunistpartiformanden til livstidsdiktator ville vi applaudere til hænderne var røde og ømme. Når lukkethed og uvilje til at dele information går hånd i hånd med forekomsten af en yderst smitsom og potentielt dødelig sygdom, udsættes tusinder af mennesker for en helt unødvendig risiko. Det ved de kinesiske myndigheder godt, men det passer ikke ind i det totalt forvanskede glansbillede, som det kinesiske kommunistparti forsøger at skabe om og for sig selv og for dem, som de undertrykker. Nemlig en fortælling om det perfekte og ufejlbarlige samfund med store rorgængere i faderrollen. Havde satiren med al ønskelig tydelighed været rettet derhen, ville det have været et stærkt budskab. 

Anderledes er det med Hongkongstatuen ved Christiansborg. Vi forstår budskabet. Tidspunktet er velvalgt og kritikken rammer rigtigt.

Lige nu er danske mediers ledere i gang med at forsvare sig selv og hinanden. Lidt ligesom eliten i totalitære samfund, der ikke ser splinten i eget øje. Med rollen som den fjerde statsmagt er det vigtigt, at de husker, at der er situationer, hvor de fremstår som talerør  for andre end sig selv. Ytringsfriheden skal selvfølgelig forsvares til sidste mand og patron. Ingen undskyldninger og ingen knæfald. Derom er vi helt enige. Men det skal ikke blive en sovepude – en slags carte blanche til at tro, at alle satiriske budskaber er velvalgte, kloge og rigtige i tiden.