Etik og moral

22-11-2020


Af og til er humor og sarkasme det bedste værktøj til synliggørelse af alvorlige problemer med de værdier, vi lægger til grund for vores virke


Planlægger derfor et tidssvarende lederkursus for absolutte topledere i den offentlige sektor.

Titel. “Magt uden ansvar”

Med tanke på den udvikling, der kan observeres i samspillet mellem den politiske ledelse og embedsmandssystemet og internt mellem forvaltningens niveauer, står det klart, at de fleste offentlige toplederkurser er helt utidssvarende.

Der er derfor behov for et tidssvarende kursus for dig, som enten er eller har ambitioner om at blive topleder i den offentlige sektor.

Kurset skal strække sig over 8 week-ends med mellemfaldende hjemmearbejde og studieture til bl.a. Hviderusland, Ungarn, Polen, Kina m.fl.

Vigtige temaer bliver:


1. Den ansvarsfritagende betydning af ikke at læse mødepapirer, e-mails mm. Vi ser også på fænomenet “elektroniske spor“ og hvordan man kan minimere eller undgå dem. Vi har givet denne lektion arbejdsbetegnelsen: “Rød Viking No 2 og kunsten at brænde et notat i askebægeret”.

2. Hvordan man ansvarsfritagende kan delegere opgaver til underordnede. Nogle sproglige finesser.

3. Udarbejdelse af mødereferater uden præcise angivelser af enkeltpersoners udsagn, mødelederens konklusioner og beslutninger og præcis angivelse af den viden, som var til rådighed for mødedeltagerne

4. Den forvaltningsretlige betydning af at overgå fra skriftlig til mundtlig referatfri kommunikation.

5. Forberedelse af universelt anvendbare intetsigende og indholdsløse standardsvar til anvendelse under pressemøder til sikring af, at der ikke opstår svagheder i improviserede svar, som vil kunne give anledning til opfølgende og dybdeborende spørgsmål.

6. Kunsten at “sparke lorten nedad i systemet”. Vigtigheden af, at der altid findes fyldestgørende referater og notater, der beskriver de underordnedes aktiviteter på en måde, som muliggør ansvarsplacering hos mellemledere og frontlinjemedarbejdere og effektiv fraskrivelse af eget ansvar. Vi kigger på eksempler fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet.

7. Rådgivningens Trojanske Hest. Hvordan sikrer man, at faglige “uafhængige” institutioner, råd m.fl., uanset foreliggende fakta, formulerer deres rådgivning på en måde, som utvivlsomt understøtter og begrunder den beslutning, du som leder allerede har truffet og samtidig sikrer offentlighedens opfattelse af objektivitet og uafhængighed? Via eksempler fra samarbejdet mellem Sundhedsministeriet og SSI ser vi på, hvordan man som f.eks. departementchef eller afdelingschef, så anonymt som muligt, kan trænge ind i uafhængige rådgivende institutioners ledelsesrum og påvirke de givne råds formulering.
En medarbejder har foreslået arbejdsbetegnelsen “Okke r gokker SSI...)

8. Diskussion af forskellen mellem begreberne anbefaling, henstilling og ordre. Hvordan sikres det, at borgerne altid opfatter en anbefaling som en ordre og på trods af dette i det juridiske perspektiv handler på eget ansvar uden bindende konsekvenser for myndigheder, topembedsmænd og politikere

10.  Paneldiskussion med deltagelse af centrale højtstående embedsmænd over temaet: "Hvordan håndterer man rollen som ufrivillig spindoktor under tvungen deltagelse i regeringens pressemøder" vi spørger ind til anvendelsen af faglige neutrale begreber som "smitten raser gennem minkfarmene", "virusfabrikker", "mutationsacceleratorer", m.fl.

11. Vi ser på fænomenet "reasoning creep" og kigger på analyseværktøjer til brug for vurdering af, hvornår du som chef eller politiker med fordel kan benægte ethvert tidligere anvendt argument for din beslutning, og på hvordan såkaldt "sequential reasoning developement" med fordel planlægges og anvendes.

11.  Vi overvejer yderligere en lektion med arbejdstitlen: "Hvordan man står på mål for sine beslutninger" og samtidig sikrer, at man kan skyde skylden på dommeren, hvis der bliver dømt straffespark. Og hvordan, man kan arbejde med bagudrettet lovgivning i tilfælde af hjemmelsudfordringer.  

 

13-11-2020

For en uge siden var fundet af coronamutanten cluster-5 det afgørende argument for at nedslagte alle mink i DK. Selv om ingen havde kunnet påvise den i nogle uger.
Trods massiv testindsats i Nordjylland gennem de seneste dage har vi stadig ikke fundet flere af slagsen. Argumentet blev derfor udfordret af flere eksperter. 

Ny flytter argumentationen så skridt for skridt væk fra cluster-5 som trussel mod fremtidige vacciner til det mere generelle om minkfarme som rugekasser for virus og nye mutationer.

Det sidste argument er alt andet lige bedre og mere relevant end det første. Vi har jo set virus smitte fra mennesker til mink og tilbage igen. Men skaden var sket og regeringen og myndighederne står derfor med et kæmpe troværdighedsproblem pga det, som jeg på ledelseskurser kaldte "reasoning creep" - om det fænomen, at du opfinder nye argumenter, når det viser sig, at de oprindelige argumenter for dine handlinger ikke klarer en kritisk granskning.
For selv om de nye argumenter måske er bedre og stærkere, så medfører reasoning creep, at lederen mister troværdighed og dermed står med store problemer, når medarbejdere/borgere mfl skal overbevises om, at de nye argumenter faktisk er OK.
Derfor taber Mette Frederiksen lige nu utrolig hurtigt troværdighed.
Hun er faldet i "reasoning creep-fælden”. Og den er sværd at kæmpe sig ud af. For hvorfor skulle vi dog tro på det næste argument...og det næste. Vi vil gerne ledes, men ikke forføres af magt og netop fornemmelsen af at blive forført af magt forstærkes alt for nemt til en fornemmelse af, at demokratiet bliver voldtaget, når det oprindelige svage og næsten ubrugelige argument trods dets svaghed blev brugt som begrundelse for, at situationen ikke tillod, at lovgrundlaget blev bragt på plads.

Det er godt nok uprofessionelt.
Og farligt.

-et skoleeksempel til lederkurser

 

19-04-2020

I et svar til en af mine gode venner, skrev jeg følgende, som jeg gengiver nedenfor:

 

Man kan ikke sætte pris på liv. I en kristen baseret etik er intet liv ringere end et hvilken som helst andet liv. Det kommer blandt andet til udtryk i omsorgstankegangen: “at uden betingelser hjælpe et andet menneske, som ikke kan tage vare på sig selv”.
Man kan ikke opstille en prisliste udvisende priser på forskellige liv - det unge liv, det gamle liv, forbryderens liv, soldatens liv. Dette er det kristne pligtetiske imperativ. Den tyske filosof, Emanuel Kant frigjorde denne tanke fra religionen gennem formuleringen af DET KATEGORISKE IMPERATIV (i værket Grundlegung zur Metaphysik der Sitten). Uden en længere udredning fra min side kan man sige, at Kant udtrykte, at du skal handle og behandle ethvert andet menneske som du forventer, at dette menneske handler og behandler dig. Han formulerede også tanken om, at at intet menneske kun er et middel, men også et mål i sig selv. Det fremgår implicit heraf, at intet menneske alene eller i forening med andre kan anvende et andet menneske alene som middel til at redde et tredje menneske.
Overfor dette individets ukrænkelighed og uendelige værdi står det kollektive imperativ: “Du kan som individ ikke sætte dig over menneskehedens ret til at overleve som art. Derfor har fællesskabet ret til at beslutte sådanne handlinger, som, med færrest mulige omkostninger for den enkelte, kan sikre vores overlevelse som art” Det kollektive imperativ tager udgangspunkt i nytteetikken. Hvor meget må det koste at redde et liv? Hvornår er prisen for høj? I modsætning til det kategoriske imperativ, taler vi om et hypotetisk imperativ. Hvis....vi vil redde kollektivet, befolkningen, menneskeheden, må vi bevare et eksistensgrundlag. Der er derfor grænser for, hvor meget vi kan lukke et samfund ned for at redde den, der ikke kan tage vare på sig selv, hvis det fratager et eller flere andre mennesker muligheden for også at overleve. Den nytteetiske tanke vil uimodståeligt derfor vikle sig ud i et diskriminatorisk imperativ. Kravet om, at der nødvendigvis må og skal vælges.
Dette etiske dilemma, valget mellem pligt og nytte kræver vi hver dag, at nogle i blandt os tager stilling til. Fx læger og sygeplejersker. Eller politikere, når det kollektive imperativ bliver en del af diskussionen.
Min konklusion er, at det ikke er muligt at sætte pris på liv. Ethvert unikt liv er uendeligt meget værd, også det liv, som rinder ud i morgen. Men alligevel tvinges vi til at vælge. Og kun, hvis du vælger etisk ståsted, er du i stand til at foretage valget.
Derfor kan vi heller aldrig bedømme, om et andet menneskes eller en regerings valg er rigtigt eller forkert. Men vi kan tage stilling til, om valget respekterer de forudsætninger, som formuleres inden for rammen af det etiske ståsted, vi valgte som udgangspunkt for vores handlinger.

 

17-04-2020

 

Med tanke på den diskussion, der i slipstrømmen af corona-pandemien, er ført om prisen på liv, går en række tanker gennem mit hoved.
Kan man overhovedet sætte pris på et andet menneskes liv?
Mit svar er:”Nej, det kan man ikke – hvert eneste unikke liv er så dyrebart, at ordet pris ingen betydning har i sammenhængen”.
I min verden, med mit etiske ståsted, er et andet menneskes liv værd at kæmpe for og bevare indtil den dag, hvor intet menneske og ingen teknologi længere kan stå imod døden. Og den dag, hvor døden er uafvendelig, kan vi stadig lindre og trøste. Det er den pligtetiske og ubetingede fordring, vi lever med – at betingelsesløst hjælpe de medmennesker, som ikke kan tage vare på sig selv. I kampen for et medmenneskes liv spørger vi ikke:”What’s in it for me?” Denne nytteetiske tanke bliver utopisk i perspektivet af et andet menneskes liv. Den hører hjemme andetsteds. I produktionsvirksomheder for eksempel. “Hvad får jeg ud af det, hvis jeg hjælper det lokale bryggeri med at brygge øl? Her giver det mening at spørge. Får jeg løn? Eller anerkendelse og socialt samvær på arbejdspladsen? En gratis øl i fredagsbaren, måske?
Kan jeg sammenligne værdien af to liv? Kan man lægge to menneskeliv i hver sin vægtskål og finde et punkt, hvor der er balance? Og skal vi lægge et par ekstra lodder i den ene skål, hvis det er en betingelse for at opnå og opretholde balancen?
Tanken om et ekstra lod vil altid være diskriminerende. “Du er kun lige så meget værd som mig, hvis jeg smider lidt ekstra vægt i din skål”. To vidt forskellige liv er og vil altid være lige meget værd. Uanset køn, alder, etnicitet, sexuel orientering, rodfæstet dansker gennem generationer eller lige netop kommet hertil. Et liv behøver ikke et ekstra lod for at balancere. Men der findes tilfælde, hvor vi som mennesker skal lære os at se, fordi vi er udsatte for et synsbedrag, som forleder os til at tro, at liv i sin eksistentielle betydning, kan prissættes forskelligt.
Vi lever i et samfund, hvor vi tror på, at to tilfældige liv altid er lige meget værd. Og alligevel tvinges vi til, i visse situationer, at vælge. Hvis to menneskers overlevelse afhænger af respiratorbehandling og der i situationen kun er en respirator til rådighed. Hvem skal jeg tilbyde respiratoren, hvis to liv altid har samme værdi? En værdi, som altid er så stor, at intet tal kan udtrykke det. Skal jeg vælge den unge for den gamle? Familiefaderen for den barnløse? Med udgangspunkt i pligtetikken kan du ikke deducere dig frem til svaret. For der er intet svar. Og lige nu er det alligevel det valg, vi forventer, at nogen foretager. Læger og sygeplejersker – for eksempel.
Skal vi efter corona-lukningen genåbne samfundet hurtigt eller langsomt og kontrolleret? Der findes solide forskningsresultater, som viser, at forringelse af sociale vilkår er forbundet med øget dødelighed. Med samfundet lukket, redder vi liv her og nu, men risikerer med en økonomisk og social recession en overdødelighed på sigt. Og den omvendte risiko, hvis vi genåbner. Det rejser spørgsmålet om værdien af liv i dag contra liv i morgen. Kan liv diskonteres? Hvor mange daglige corona-dødsfald må en genåbning koste. Er det antallet af respiratorer, der fastsætter loftet – eller……? Hvor omfattende skal daglig isolation og forringede sociale vilkår være, inden nedlukningen kræver flere liv end selve sygdommen COVID-19?
Er alle liv lige meget værd?
Er mit liv mere værd end dit?
Er den unge kriger mere værd end den vise gamle?
Er et liv i dag ringere end et liv i morgen?
Hvilket menneskes liv skal jeg kæmpe for, hvis jeg ikke kan kæmpe for alles?
Hver dag hele mit voksne liv har jeg levet med spørgsmålene. Og været tvunget til at finde et svar.
Spørgsmålene og svarene formuleres med udgangspunkt i enten pligt- eller nytteetikken. Og i virkeligheden kan du kun svare, hvis du etisk og moralsk vælger side. Pligt eller nytte.

 

 

29-03-2020

Diskussion om behovet for en EXIT-strategi fra den corona-betingede nedlukning af samfundet er begyndt.
Men......


Vi behøver mere end en exit-strategi. Fordi vi, når genåbningen af samfundet begynder at tage form, risikerer at møde virus igen i den såkaldte “2. bølge”. Og vi ved ikke nok om, hvad en sådan næste bølge vil indebære til at kunne forudsige 1) hvornår den kommer selvom det er overvejende sandsynligt, at det sker, 2) om den er større og mere fatal end første bølge, 3) om der er tilvejebragt medicin med en rimelig afbødende effekt og 4) i hvilket omfang, vi er immune.

En ting er sikkert. Hvis den nuværende strategi viser sig succesfuld og vi får kurven trukket så langt ud, at sundhedsvæsenet ikke bryder sammen, så har vi ikke samtidigt opnået en flokimmunitet, som kan forhindre 2. bølge. Vi har heller ikke den viden, som er nødvendig for at kunne udarbejde prognoser for en evt. 2. bølge. Skal vi bruge 1000 eller 2000 respiratorer? Skal vi bruge 10.000 eller 30.000 ekstra sengepladser? Hvordan sikrer vi tilstrækkelige lagre af værnemidler? Hvordan sikrer vi sundhedsvæsenets udholdenhed - fysisk og psykisk?


Vi skal derfor ikke kun tænke EXIT - men i høj grad også “follow-up forces attack” - kampen mod næste bølge. Allerede nu, inden 1. bølge med rimelig sikkerhed begynder at flade ud, skal vi tænke på, hvordan follow-up bølgen, med en mutant, som kan være mere smittefarlig og mere dødelig end den nuværende Coronavirus, kan håndteres. Vi kan håbe, at næste bølge af virus er svagere end den nuværende. At virus hurtigt finder den muterede form, som bedst muligt sikrer, at den kan overleve og formere sig i menneskekroppe uden at slå værten ihjel. Det vil nemlig ske på et eller andet tidspunkt, hvis den opfører sig som andre vira, vi kender. Det er i virus egen interesse at opnå denne balance med sin vært. Men ingen kan på nuværende tidspunkt sige, om det sker inden næste bølge. Derfor må og skal vi indtil videre planlægge ud fra, at det er den farlige variant, vi møder næste gang.


Den svenske strategi kan vise sig vores overlegen. Via tanken om flokimmunitet er 2. bølge nemlig allerede tænkt ind. Her i Danmark ryster vi på hovedet over vore kære naboers måde at håndtere COVID-19 på. Men hvis Danmark ikke tænker 2. bølge ind i sin strategi, kan både Sorteper og Svartepetter meget vel havne på vores side af Øresund.

I Danmark har vi endnu ikke officielt åbnet en diskussion om håndteringen af næste bølge.
Så derfor behøver vi både en EXIT-strategi og en 2. bølge-strategi.
Og det haster. Den danske økonomi er lige nu en af Europas stærkeste, men næppe stærk nok til at klare endnu en omgang hjælpepakker af samme størrelsesorden, som vi har set under 1. Coronabølge.


Og vi behøver en gennemgribende etisk diskussion. Hvor stor en del af samfundskagen kan jeg som +70-årig tillade mig at bruge per ekstra leveår, hvis jeg efterlader de næste generationer med regningen, forringede sociale vilkår, lavere levestandard og deraf følgende overdødelighed. Må et vundet leveår til mig koste et tabt leveår i mine børns eller børnebørns generationer. Vi er nået dertil, hvor prisen for liv ikke kun regnes i penge og indskrænkede frihedsrettigheder, men også i medmenneskers liv. Hvad betyder "What ever it takes" ? Jeg tilhører en generation, som har levet på toppen af en tsunami af velfærd - hvor oprydningen i al for høj grad bliver efterkommernes problem.


Vi bliver nødt til at lukke op for posen. Vi kan ikke nøjes med, på pressemøde efter pressemøde, at proklamere, at vi er villige til at gøre “whatever it takes”, for at beskytte medborgere med højere risiko end gennemsnittet. Hvis vi vil fastholde denne ultimative pligtetiske tankegang, kræver det som minimum en generationskontrakt.

De unge kan af etiske grunde ikke selv rejse diskussionen. Men det kan jeg og mine jævnaldrene.