Valg af etisk ståsted

19-04-2020

I et svar til en af mine gode venner, skrev jeg følgende, som jeg gengiver nedenfor:

 

Man kan ikke sætte pris på liv. I en kristen baseret etik er intet liv ringere end et hvilken som helst andet liv. Det kommer blandt andet til udtryk i omsorgstankegangen: “at uden betingelser hjælpe et andet menneske, som ikke kan tage vare på sig selv”.
Man kan ikke opstille en prisliste udvisende priser på forskellige liv - det unge liv, det gamle liv, forbryderens liv, soldatens liv. Dette er det kristne pligtetiske imperativ. Den tyske filosof, Emanuel Kant frigjorde denne tanke fra religionen gennem formuleringen af DET KATEGORISKE IMPERATIV (i værket Grundlegung zur Metaphysik der Sitten). Uden en længere udredning fra min side kan man sige, at Kant udtrykte, at du skal handle og behandle ethvert andet menneske som du forventer, at dette menneske handler og behandler dig. Han formulerede også tanken om, at at intet menneske kun er et middel, men også et mål i sig selv. Det fremgår implicit heraf, at intet menneske alene eller i forening med andre kan anvende et andet menneske alene som middel til at redde et tredje menneske.
Overfor dette individets ukrænkelighed og uendelige værdi står det kollektive imperativ: “Du kan som individ ikke sætte dig over menneskehedens ret til at overleve som art. Derfor har fællesskabet ret til at beslutte sådanne handlinger, som, med færrest mulige omkostninger for den enkelte, kan sikre vores overlevelse som art” Det kollektive imperativ tager udgangspunkt i nytteetikken. Hvor meget må det koste at redde et liv? Hvornår er prisen for høj? I modsætning til det kategoriske imperativ, taler vi om et hypotetisk imperativ. Hvis....vi vil redde kollektivet, befolkningen, menneskeheden, må vi bevare et eksistensgrundlag. Der er derfor grænser for, hvor meget vi kan lukke et samfund ned for at redde den, der ikke kan tage vare på sig selv, hvis det fratager et eller flere andre mennesker muligheden for også at overleve. Den nytteetiske tanke vil uimodståeligt derfor vikle sig ud i et diskriminatorisk imperativ. Kravet om, at der nødvendigvis må og skal vælges.
Dette etiske dilemma, valget mellem pligt og nytte kræver vi hver dag, at nogle i blandt os tager stilling til. Fx læger og sygeplejersker. Eller politikere, når det kollektive imperativ bliver en del af diskussionen.
Min konklusion er, at det ikke er muligt at sætte pris på liv. Ethvert unikt liv er uendeligt meget værd, også det liv, som rinder ud i morgen. Men alligevel tvinges vi til at vælge. Og kun, hvis du vælger etisk ståsted, er du i stand til at foretage valget.
Derfor kan vi heller aldrig bedømme, om et andet menneskes eller en regerings valg er rigtigt eller forkert. Men vi kan tage stilling til, om valget respekterer de forudsætninger, som formuleres inden for rammen af det etiske ståsted, vi valgte som udgangspunkt for vores handlinger.

 

17-04-2020

 

Med tanke på den diskussion, der i slipstrømmen af corona-pandemien, er ført om prisen på liv, går en række tanker gennem mit hoved.
Kan man overhovedet sætte pris på et andet menneskes liv?
Mit svar er:”Nej, det kan man ikke – hvert eneste unikke liv er så dyrebart, at ordet pris ingen betydning har i sammenhængen”.
I min verden, med mit etiske ståsted, er et andet menneskes liv værd at kæmpe for og bevare indtil den dag, hvor intet menneske og ingen teknologi længere kan stå imod døden. Og den dag, hvor døden er uafvendelig, kan vi stadig lindre og trøste. Det er den pligtetiske og ubetingede fordring, vi lever med – at betingelsesløst hjælpe de medmennesker, som ikke kan tage vare på sig selv. I kampen for et medmenneskes liv spørger vi ikke:”What’s in it for me?” Denne nytteetiske tanke bliver utopisk i perspektivet af et andet menneskes liv. Den hører hjemme andetsteds. I produktionsvirksomheder for eksempel. “Hvad får jeg ud af det, hvis jeg hjælper det lokale bryggeri med at brygge øl? Her giver det mening at spørge. Får jeg løn? Eller anerkendelse og socialt samvær på arbejdspladsen? En gratis øl i fredagsbaren, måske?
Kan jeg sammenligne værdien af to liv? Kan man lægge to menneskeliv i hver sin vægtskål og finde et punkt, hvor der er balance? Og skal vi lægge et par ekstra lodder i den ene skål, hvis det er en betingelse for at opnå og opretholde balancen?
Tanken om et ekstra lod vil altid være diskriminerende. “Du er kun lige så meget værd som mig, hvis jeg smider lidt ekstra vægt i din skål”. To vidt forskellige liv er og vil altid være lige meget værd. Uanset køn, alder, etnicitet, sexuel orientering, rodfæstet dansker gennem generationer eller lige netop kommet hertil. Et liv behøver ikke et ekstra lod for at balancere. Men der findes tilfælde, hvor vi som mennesker skal lære os at se, fordi vi er udsatte for et synsbedrag, som forleder os til at tro, at liv i sin eksistentielle betydning, kan prissættes forskelligt.
Vi lever i et samfund, hvor vi tror på, at to tilfældige liv altid er lige meget værd. Og alligevel tvinges vi til, i visse situationer, at vælge. Hvis to menneskers overlevelse afhænger af respiratorbehandling og der i situationen kun er en respirator til rådighed. Hvem skal jeg tilbyde respiratoren, hvis to liv altid har samme værdi? En værdi, som altid er så stor, at intet tal kan udtrykke det. Skal jeg vælge den unge for den gamle? Familiefaderen for den barnløse? Med udgangspunkt i pligtetikken kan du ikke deducere dig frem til svaret. For der er intet svar. Og lige nu er det alligevel det valg, vi forventer, at nogen foretager. Læger og sygeplejersker – for eksempel.
Skal vi efter corona-lukningen genåbne samfundet hurtigt eller langsomt og kontrolleret? Der findes solide forskningsresultater, som viser, at forringelse af sociale vilkår er forbundet med øget dødelighed. Med samfundet lukket, redder vi liv her og nu, men risikerer med en økonomisk og social recession en overdødelighed på sigt. Og den omvendte risiko, hvis vi genåbner. Det rejser spørgsmålet om værdien af liv i dag contra liv i morgen. Kan liv diskonteres? Hvor mange daglige corona-dødsfald må en genåbning koste. Er det antallet af respiratorer, der fastsætter loftet – eller……? Hvor omfattende skal daglig isolation og forringede sociale vilkår være, inden nedlukningen kræver flere liv end selve sygdommen COVID-19?
Er alle liv lige meget værd?
Er mit liv mere værd end dit?
Er den unge kriger mere værd end den vise gamle?
Er et liv i dag ringere end et liv i morgen?
Hvilket menneskes liv skal jeg kæmpe for, hvis jeg ikke kan kæmpe for alles?
Hver dag hele mit voksne liv har jeg levet med spørgsmålene. Og været tvunget til at finde et svar.
Spørgsmålene og svarene formuleres med udgangspunkt i enten pligt- eller nytteetikken. Og i virkeligheden kan du kun svare, hvis du etisk og moralsk vælger side. Pligt eller nytte.

 

 

29-03-2020

Diskussion om behovet for en EXIT-strategi fra den corona-betingede nedlukning af samfundet er begyndt.
Men......


Vi behøver mere end en exit-strategi. Fordi vi, når genåbningen af samfundet begynder at tage form, risikerer at møde virus igen i den såkaldte “2. bølge”. Og vi ved ikke nok om, hvad en sådan næste bølge vil indebære til at kunne forudsige 1) hvornår den kommer selvom det er overvejende sandsynligt, at det sker, 2) om den er større og mere fatal end første bølge, 3) om der er tilvejebragt medicin med en rimelig afbødende effekt og 4) i hvilket omfang, vi er immune.

En ting er sikkert. Hvis den nuværende strategi viser sig succesfuld og vi får kurven trukket så langt ud, at sundhedsvæsenet ikke bryder sammen, så har vi ikke samtidigt opnået en flokimmunitet, som kan forhindre 2. bølge. Vi har heller ikke den viden, som er nødvendig for at kunne udarbejde prognoser for en evt. 2. bølge. Skal vi bruge 1000 eller 2000 respiratorer? Skal vi bruge 10.000 eller 30.000 ekstra sengepladser? Hvordan sikrer vi tilstrækkelige lagre af værnemidler? Hvordan sikrer vi sundhedsvæsenets udholdenhed - fysisk og psykisk?


Vi skal derfor ikke kun tænke EXIT - men i høj grad også “follow-up forces attack” - kampen mod næste bølge. Allerede nu, inden 1. bølge med rimelig sikkerhed begynder at flade ud, skal vi tænke på, hvordan follow-up bølgen, med en mutant, som kan være mere smittefarlig og mere dødelig end den nuværende Coronavirus, kan håndteres. Vi kan håbe, at næste bølge af virus er svagere end den nuværende. At virus hurtigt finder den muterede form, som bedst muligt sikrer, at den kan overleve og formere sig i menneskekroppe uden at slå værten ihjel. Det vil nemlig ske på et eller andet tidspunkt, hvis den opfører sig som andre vira, vi kender. Det er i virus egen interesse at opnå denne balance med sin vært. Men ingen kan på nuværende tidspunkt sige, om det sker inden næste bølge. Derfor må og skal vi indtil videre planlægge ud fra, at det er den farlige variant, vi møder næste gang.


Den svenske strategi kan vise sig vores overlegen. Via tanken om flokimmunitet er 2. bølge nemlig allerede tænkt ind. Her i Danmark ryster vi på hovedet over vore kære naboers måde at håndtere COVID-19 på. Men hvis Danmark ikke tænker 2. bølge ind i sin strategi, kan både Sorteper og Svartepetter meget vel havne på vores side af Øresund.

I Danmark har vi endnu ikke officielt åbnet en diskussion om håndteringen af næste bølge.
Så derfor behøver vi både en EXIT-strategi og en 2. bølge-strategi.
Og det haster. Den danske økonomi er lige nu en af Europas stærkeste, men næppe stærk nok til at klare endnu en omgang hjælpepakker af samme størrelsesorden, som vi har set under 1. Coronabølge.


Og vi behøver en gennemgribende etisk diskussion. Hvor stor en del af samfundskagen kan jeg som +70-årig tillade mig at bruge per ekstra leveår, hvis jeg efterlader de næste generationer med regningen, forringede sociale vilkår, lavere levestandard og deraf følgende overdødelighed. Må et vundet leveår til mig koste et tabt leveår i mine børns eller børnebørns generationer. Vi er nået dertil, hvor prisen for liv ikke kun regnes i penge og indskrænkede frihedsrettigheder, men også i medmenneskers liv. Hvad betyder "What ever it takes" ? Jeg tilhører en generation, som har levet på toppen af en tsunami af velfærd - hvor oprydningen i al for høj grad bliver efterkommernes problem.


Vi bliver nødt til at lukke op for posen. Vi kan ikke nøjes med, på pressemøde efter pressemøde, at proklamere, at vi er villige til at gøre “whatever it takes”, for at beskytte medborgere med højere risiko end gennemsnittet. Hvis vi vil fastholde denne ultimative pligtetiske tankegang, kræver det som minimum en generationskontrakt.

De unge kan af etiske grunde ikke selv rejse diskussionen. Men det kan jeg og mine jævnaldrene.

 

 

 

 

08-03-2020

Skal vi bruge ordet migrant eller flygtning?

 

Hvorfor spørger jeg nu om det? Betyder det noget? Jeg begyndte at tænke over det, da den nuværende krise på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland begyndte og spørgsmålet “hvorfor kalder vi dem migranter?” dukkede op på de sociale medier. Erdogan besluttede at anvende levende mennesker som et middel til at afpresse EU og åbnede den tyrkiske side af grænsen. De mennesker, som blev brugt som brikker i hans storpolitiske spil, blev og bliver fortsat kaldt migranter af flertallet af danske politikere og journalister og nu også af mange af os andre.

Hvis vi tager den rene ordbogsbetydning, betyder migrant en person, som flytter fra et land for at tage permanent ophold i et andet. Ordet stammer fra det latinske migrare, som betyder “flytte sig” eller “tage af sted”. Ordet flygtning kommer af det latinske fugare, som betyder at skynde sig væk eller drage i exil.

Man kan hævde, at migrant er det overordnede begreb og at flygtninge også er migranter. Det er formelt korrekt. Sprog kan imidlertid opfattes forskelligt afhængig af i hvilken sammenhæng ordene bruges. Vi kan anvende ordene kategorisk (ordbogens definition af ordet) eller kontekstuelt (hvor omstændighederne, det ledsagende kropssprog og andet hjælper os til at yderligere forstå, hvad ordet betyder i netop denne sammenhæng).

Man kan sige, at den kontekstuelle anvendelse er den for tiden brugte “daglige tale”. Og i daglig tale opfatter vi danskere en flygtning, som en person, der begiver sig væk fra sin hjemegn på grund af trusler mod liv og førlighed forårsaget af krig, naturkatastrofer og lignende og en migrant som en person, der flytter for at opnå bedre livsvilkår uden nødvendigvis at være akut truet på liv og helbred. FN skelner skarpt mellem de to begreber, fordi et menneske med flygtningekonventionens status som flygtning har ret til beskyttelse og hjælp.

Når europæiske og ikke mindst danske politikere systematisk anvender ordet migranter om alle, som forsøger at komme over grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland, rejser det en mistanke om, at det sker i et forsøg på at tale de nødlidende menneskers flygtningestatus ned. Ned på et niveau, hvor vi føler os berettiget til at se bort fra de internationale konventioner. Underforstået, at så har vi ikke samme pligt til at hjælpe de pågældende. Sproget bliver her et psykologisk våben i kampen for at skabe et billede i vores hoveder af et Fort Europa, som ikke overtræder internationale konventioner, når det lukker sine grænser for mennesker, som ikke længere kan tage vare på sig selv. Det er blevet en værdikamp, hvor det enkle valg mellem ordene “flygtning” og “migrant” har enorm betydning.

Det betyder noget, hvordan du udtrykker dig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

slut

06-02-2020


Jeg husker stadig fra min soldatertid, da min chef, under en lektion om krigens love, sagde, at det også var vigtigt for en soldat at vide, hvornår han ikke skal skyde.

Ordene dukkede op igen, da jeg i dag sad og  tænkte på de seneste dages brug af kunst, humor og satire som våben i en kamp om og for væsentlige værdier og principper - Jyllandspostens tegning af det kinesiske flag med stjernerne erstattet af virus, Danmarksindsamlingens satiriske indslag “Løvens Bule” og  Hongkongstatuen foran Christiansborg.

Kunst, humor og satire kan være stærke våben – misbrugt som Der Stürmer som regimets våben mod folket i udviklingen af jødehadet i nazitidens Tyskland, eller brugt som talerør for en politisk opposition som vores egen Corsaren, mere generelt samfundskritisk som franske Charlie Hebdo og Le Canard enchainé og britiske Punch, nogle med så stærk effekt, at de hyppigt blev beslaglagt (Corsaren) eller udsat for hævngerrig terror (Charlie Hebdo, jihadistisk angreb i Paris 2015).

De voldsomme effekter, som jævnligt ses, senest med Folkerepublikken Kinas reaktioner med krav om officielle undskyldninger for Jyllandspostens tegning og Hongkongskulpturen foran Christiansborg viser med al ønskelig tydelighed, at pennen ofte er stærkere end sværdet. Satirens kraft som våben er blandt andre ting også betinget af, at vi ikke lægger os ned som underdanige hunde med alle fire poter i vejret, hver gang reaktionerne rammer os.  Det vilde være et knæfald for ytringsfrihedens fjender, som vi sidenhen kommer til at betale med frihed. Derfor skal og kan hverken Jyllandsposten eller Københavns Kommune bøje sig for det officielle Kinas pres og krav.

Med så stærke våben i hænderne kan det dog være klogt også at vide, hvornår de skal tie. Hvis timing, mål og  sigte ikke er korrekte, kan satiren ramme de forkerte og budskabet blive opfattet helt anderledes hos modtageren end tænkt af afsenderen. Sådan blev det med JP’s tegning af det kinesiske flag med virus på stjernernes plads. For hvad var egentlig budskabet. Hvem forsøgte man at ramme. Og fyrede man kanonen af på det rigtige tidspunkt. For mig og mange andre står tegningen på alle tre parametre som en “skævert”.

Nu ramte man også de undertrykte, dem som på gulvniveau endelig havde fået lov til at gøre en indsats og dem, som var ramt af sygdom, død og sorg. Den kom på et tidspunkt, hvor Kina havde åbnet sig en smule og var begyndt at dele information om det nye Coronavirus med resten af verden. Og for mange af os er det stadig ikke krystalklart, hvad budskabet egentlig var. Havde satiren mere klart været rettet mod de magthavere, som trynede de overlæger, som råbte vagt i gevær og været ladet med en kritik af lukketheden, ville vi have klappet i vores små hænder. Havde den været rettet imod de forfatningsændringer, som nu gør kommunistpartiformanden til livstidsdiktator ville vi applaudere til hænderne var røde og ømme. Når lukkethed og uvilje til at dele information går hånd i hånd med forekomsten af en yderst smitsom og potentielt dødelig sygdom, udsættes tusinder af mennesker for en helt unødvendig risiko. Det ved de kinesiske myndigheder godt, men det passer ikke ind i det totalt forvanskede glansbillede, som det kinesiske kommunistparti forsøger at skabe om og for sig selv og for dem, som de undertrykker. Nemlig en fortælling om det perfekte og ufejlbarlige samfund med store rorgængere i faderrollen. Havde satiren med al ønskelig tydelighed været rettet derhen, ville det have været et stærkt budskab. 

Anderledes er det med Hongkongstatuen ved Christiansborg. Vi forstår budskabet. Tidspunktet er velvalgt og kritikken rammer rigtigt.

Lige nu er danske mediers ledere i gang med at forsvare sig selv og hinanden. Lidt ligesom eliten i totalitære samfund, der ikke ser splinten i eget øje. Med rollen som den fjerde statsmagt er det vigtigt, at de husker, at der er situationer, hvor de fremstår som talerør  for andre end sig selv. Ytringsfriheden skal selvfølgelig forsvares til sidste mand og patron. Ingen undskyldninger og ingen knæfald. Derom er vi helt enige. Men det skal ikke blive en sovepude – en slags carte blanche til at tro, at alle satiriske budskaber er velvalgte, kloge og rigtige i tiden.