17-04-2020

Tekst

 

Med tanke på den diskussion, der i slipstrømmen af corona-pandemien, er ført om prisen på liv, går en række tanker gennem mit hoved.
Kan man overhovedet sætte pris på et andet menneskes liv?
Mit svar er:”Nej, det kan man ikke – hvert eneste unikke liv er så dyrebart, at ordet pris ingen betydning har i sammenhængen”.
I min verden, med mit etiske ståsted, er et andet menneskes liv værd at kæmpe for og bevare indtil den dag, hvor intet menneske og ingen teknologi længere kan stå imod døden. Og den dag, hvor døden er uafvendelig, kan vi stadig lindre og trøste. Det er den pligtetiske og ubetingede fordring, vi lever med – at betingelsesløst hjælpe de medmennesker, som ikke kan tage vare på sig selv. I kampen for et medmenneskes liv spørger vi ikke:”What’s in it for me?” Denne nytteetiske tanke bliver utopisk i perspektivet af et andet menneskes liv. Den hører hjemme andetsteds. I produktionsvirksomheder for eksempel. “Hvad får jeg ud af det, hvis jeg hjælper det lokale bryggeri med at brygge øl? Her giver det mening at spørge. Får jeg løn? Eller anerkendelse og socialt samvær på arbejdspladsen? En gratis øl i fredagsbaren, måske?
Kan jeg sammenligne værdien af to liv? Kan man lægge to menneskeliv i hver sin vægtskål og finde et punkt, hvor der er balance? Og skal vi lægge et par ekstra lodder i den ene skål, hvis det er en betingelse for at opnå og opretholde balancen?
Tanken om et ekstra lod vil altid være diskriminerende. “Du er kun lige så meget værd som mig, hvis jeg smider lidt ekstra vægt i din skål”. To vidt forskellige liv er og vil altid være lige meget værd. Uanset køn, alder, etnicitet, sexuel orientering, rodfæstet dansker gennem generationer eller lige netop kommet hertil. Et liv behøver ikke et ekstra lod for at balancere. Men der findes tilfælde, hvor vi som mennesker skal lære os at se, fordi vi er udsatte for et synsbedrag, som forleder os til at tro, at liv i sin eksistentielle betydning, kan prissættes forskelligt.
Vi lever i et samfund, hvor vi tror på, at to tilfældige liv altid er lige meget værd. Og alligevel tvinges vi til, i visse situationer, at vælge. Hvis to menneskers overlevelse afhænger af respiratorbehandling og der i situationen kun er en respirator til rådighed. Hvem skal jeg tilbyde respiratoren, hvis to liv altid har samme værdi? En værdi, som altid er så stor, at intet tal kan udtrykke det. Skal jeg vælge den unge for den gamle? Familiefaderen for den barnløse? Med udgangspunkt i pligtetikken kan du ikke deducere dig frem til svaret. For der er intet svar. Og lige nu er det alligevel det valg, vi forventer, at nogen foretager. Læger og sygeplejersker – for eksempel.
Skal vi efter corona-lukningen genåbne samfundet hurtigt eller langsomt og kontrolleret? Der findes solide forskningsresultater, som viser, at forringelse af sociale vilkår er forbundet med øget dødelighed. Med samfundet lukket, redder vi liv her og nu, men risikerer med en økonomisk og social recession en overdødelighed på sigt. Og den omvendte risiko, hvis vi genåbner. Det rejser spørgsmålet om værdien af liv i dag contra liv i morgen. Kan liv diskonteres? Hvor mange daglige corona-dødsfald må en genåbning koste. Er det antallet af respiratorer, der fastsætter loftet – eller……? Hvor omfattende skal daglig isolation og forringede sociale vilkår være, inden nedlukningen kræver flere liv end selve sygdommen COVID-19?
Er alle liv lige meget værd?
Er mit liv mere værd end dit?
Er den unge kriger mere værd end den vise gamle?
Er et liv i dag ringere end et liv i morgen?
Hvilket menneskes liv skal jeg kæmpe for, hvis jeg ikke kan kæmpe for alles?
Hver dag hele mit voksne liv har jeg levet med spørgsmålene. Og været tvunget til at finde et svar.
Spørgsmålene og svarene formuleres med udgangspunkt i enten pligt- eller nytteetikken. Og i virkeligheden kan du kun svare, hvis du etisk og moralsk vælger side. Pligt eller nytte.