19-04-2020

Skiftende imperativer

Med udgangspunkt i et svar 2019 til en af mine gode venner:

(opdateret 16 jan 2021)

Man kan ikke sætte pris på liv. I en kristen baseret etik er intet liv ringere end et hvilken som helst andet liv. Det kommer blandt andet til udtryk i omsorgstankegangen: “at uden betingelser hjælpe et andet menneske, som ikke kan tage vare på sig selv”.
Man kan ikke opstille en prisliste udvisende priser på forskellige liv - det unge liv, det gamle liv, forbryderens liv, soldatens liv. Dette er det kristne pligtetiske imperativ. Den tyske filosof, Emanuel Kant frigjorde denne tanke fra religionen gennem formuleringen af DET KATEGORISKE IMPERATIV (i værket Grundlegung zur Metaphysik der Sitten). Uden en længere udredning fra min side kan man sige, at Kant udtrykte, at du skal handle og behandle ethvert andet menneske som du forventer, at dette menneske handler og behandler dig. Han formulerede også tanken om, at at intet menneske kun er et middel, men også et mål i sig selv. Det fremgår implicit heraf, at intet menneske alene eller i forening med andre kan anvende et andet menneske alene som middel til at redde sig selv eller et tredje menneske.
Overfor dette individets ukrænkelighed og uendelige værdi står det kollektive imperativ: “Du kan som individ ikke sætte dig over menneskehedens ret til at overleve som art. Du kan ikke lade fællesskabet bukke under af egoistiske hensyn. Derfor har fællesskabet ret til at beslutte sådanne handlinger, som, med færrest mulige omkostninger for den enkelte, kan sikre vores overlevelse som art” Det kollektive imperativ tager udgangspunkt i nytteetikken. Hvor meget må det koste fællesskabet at redde et liv? Og omvendt - hvor meget må det koste det enkelte individ at redde fællesskabet? Hvornår er prisen for høj? I modsætning til det kategoriske imperativ, taler vi om et hypotetisk imperativ. Hvis....vi vil redde kollektivet, befolkningen, menneskeheden, må vi bevare et eksistensgrundlag. Der er derfor grænser for, hvor meget vi kan lukke et samfund ned for at redde den, der ikke kan tage vare på sig selv, hvis det fratager et eller flere andre mennesker muligheden for også at overleve. Den nytteetiske tanke vil uimodståeligt derfor vikle sig ud i et diskriminatorisk imperativ. Kravet om, at der nødvendigvis må og skal vælges. Dette krav om valg påhviler både den enkelte og fællesskabet. Med udgangspunkt i Rosseaus filosofi kan man sige, at hvis du ønsker samfundets og fællesskabets beskyttelse, må du opgive en bid af din personlige frihed. For eksempel, hvis du ønsker beskyttelse mod Corona, må du opgive din modstand mod vaccination. Og omvendt kan man sige, at hvis du vil hævde din individuelle frihed og nægte vaccination, må du opgive dele af fællesskabets beskyttelse. Ligesom du ultimativt fratager medmennesker samfundets beskyttelse, hvis for mange uvaccinerede kan bringe os i en situation, hvoe sengepladser, respiratorer og medarbejdere i sundhedssektoren ikke slår til. Problemet bliver så en afvejning af, hvor stor en fare for sygdom og død, fællesskat vil tillade det totalt frie individ at påføre alle øvrige. Hvor meget må din persomlige frihed koste et vilkårligt andet medlem af fællesskabet?  I visse situationer bliver balancen mellem disse imperativer særdeles nærværende. Som f.eks. under den nuværende pandemi. Det danske fællesskab (=samfundet) har påtaget sig at værne både statens og den individuelle borgers  frihed og også at værne den enkelte borger mod sygdom så omfattende og så længe, som det er påkrævet. Men for at kunne leve op til denne forpligtigelse, må fællesskabet indskrænke retten for den enkelte til at hævde alle sine rettigheder eller bruge alle sine værdier selv og kræve, at en del afleveres til fællesskabet (skat). (“Hvis du vil have samfundets beskyttelse mod sygdom, må du opgive en del af din økonomiske frihed”) For at gøre indskrænkningen af individets økonomiske frihed acceptabel for den enkelte borger, kan fællesskabet ikke i urimelig grad opkræve skatter. Eller indskrænke andre friheder i et omfang, som ikke modsvarer den beskyttelse og andre goder, som borgeren opnår til gengæld. Det betyder, at der kan opstå situationer, hvor borgernes afgivne frihed, herunder de indbetalte skatter, ikke er tilstrækkelige til opretholdelsen af fællesskabets helt legitime interesser (f.eks. en pandemi) Her kan fællesskabets interesse trumfe individuelle rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden eller retten til at holde din butik åben. Eller samfundet kan vælge at reducere beskyttelsen af borgeren på visse områder (hoftesmerter) for at mindske risikoen på andre områder (sygdom og død som følge af Covid-19). Hvor vi som samfund vælger at placere balancepunktet mellem fællesskabets og individets interesser er politik. Politik fordi vi som individer vægter de forskellige hensyn forskelligt. Og politik fordi fællesskabets  prioritering rammer dets borgere uens. Her bliver vores kristne (eller tilsvarende) værdigrundlag meget nærværende. Fundamentalt hjælper vi som udgangspunkt betingelsesløst den svageste. Men skal vi, som vi diskuterer det i forbindelse med vaccinationsindsatsen, gøre det ved f.eks. først at vaccinere de svage og syge ældre eller i stedet de mennesker, som skal tage vare på dem. Eller skal vi sikre, at fællesskabet vedblivende kan finansiere omsorgen for de svageste ved at give erhvervslivet nogle friheder tilbage?

Her bliver vægtningen mellem de omtalte imperativer og deres underliggende værdigrundlag til praktisk politik. Balancen er vital for fællesskabet og dermed for samfundets beståen i den form, vi kender eller ønsker at udvikle os hen imod. At balancens beståen ikke er en selvfølge, så vi i Tyskland op til og under 2. Verdenskrig. Og vi ser det lige nu i USA, hvor grupperingernes værdigrundlag er så forskellige som mellem Jætter og Guder i den nordiske mytologi og som derfor også kan ende i en eller anden grad af ikke-mytologisk jordisk Ragnarok. Ingen anerkendte danske politiske partier, uanset deres forskellige ønsker om og stræben mod et givet balancepunkt, ønsker en sådant ragnarokansk ubalance. 

Dette etiske dilemma, valget mellem pligt og nytte og valget mellem inividets og fællesskabets interesser, kræver vi hver dag, at nogle i blandt os, på fællesskabets vegne, tager stilling til, f. eks. læger og sygeplejersker. Eller politikere, når det kollektive imperativ bliver en del af diskussionen. Mere jordnært er det i virkeligheden de samme tanker, som er indbygget i diskussionerne om fagforeningers kamp på alles vegne for anstændige vilkår contra den enkelte arbejders personlige frihed. Hvis vi skal beskytte dig mod løndumpning og udnyttelse, må du give os en del af din frihed og en del af din løn. 
Min konklusion er, at det ikke er muligt at sætte pris på liv. Eller for den sags skyld på fællesskabets mulighed for at bestå. Ethvert unikt liv er uendeligt meget værd, også det liv, som rinder ud i morgen. Men alligevel tvinges vi til at vælge. Og kun, hvis du vælger etisk ståsted, er du i stand til at foretage valget.
Derfor kan vi heller aldrig bedømme, om et andet menneskes eller en regerings valg er rigtigt eller forkert. Men vi kan tage stilling til, om valget respekterer de forudsætninger, som formuleres inden for rammen af det etiske ståsted, vi valgte som udgangspunkt for vores handlinger.