12-12-2020

Derfor skal magtens døre være åbne for pressen


Hvis jeg skal vaske hænder og spritte af, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg skal lukke min forretning, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg skal sidde hjemme og arbejde med to snakkende on-line skolebørn ved den anden bordende, vil jeg vide hvorfor.

Hvis mine børn græder, fordi de ikke kan se deres kammerater, vil jeg vide hvorfor.

Hvis fællesskabet skal bruge mange milliarder på kompensationsordninger, vil jeg vide hvorfor.

Hvis jeg ikke må besøge min gamle syge mor på plejehjemmet vil jeg vide hvorfor.

Hvis vi udrydder alle mink i Danmark, vil jeg vide hvorfor.

Hvis regeringens handlinger er i strid med grundloven, vil jeg vide, om disse indskrænkninger i retsstatsprincipperne er nødvendige (nødretsprincippet) og uundgåelige.

Jo stærkere indgreb magten gør i min og mine børn og børnebørns trygge hverdag, jo mere vil både jeg og de vide hvorfor.

Og den tjener, som folket, i sin rolle som suveræn, har givet magten, forpligter sig også til at sikre, at den ikke misbruges. Sker det alligevel, har folket retten til at tilbagekalde den. Om magten anvendes klogt, rigtigt og proportionalt, hjælper medierne mig med at se.

Og når den, der, efter eget udsagn, "til enhver tid vil stå på mål for beslutningerne” ikke stiller op, når jeg som borger ønsker at forstå - så forventer jeg, at en kritisk presse hjælper mig med at stille spørgsmålene. Pressen er den helt almindelige borgers adgang til dialog med magten.
Med dette tager jeg ikke stilling til rigtigt/forkert, men alene til min ret til at kunne agere som kompetent borger, som jeg, uanset om jeg er for eller imod den siddende regering, kun kan gøre, hvis jeg er oplyst og forstår.
Derfor er det et demokratisk problem, at magtens ihændehaver ikke går i dialog med statens borgere. Og det mener jeg, uanset om magtens tinde er rød eller blå.
Fogh’s spin-maskine var jeg således også kritisk overfor.

Det handler derfor først og fremmest om politisk etik og moral og om hvilken grad af modenhed vores demokrati kan mønstre. Uden kompetente borgere polariseres samfundet. Sammenhængskraften forvitrer og med den samfundssindet.