24-01-2021

Tanker om ord, der definerer den borgerlige tanke

Samfundssind eller borgersind?


Samfundssind indebærer, at du slutter op om det, som fællesskabet beslutter og/eller dikterer. Begrebet samfundssind læner sig derfor op ad en opfattelse af, at fællesskabet er vigtigere end det enkelte individ og at man kan forvente, at borgeren er svag og behøver fællesskabets vejledninger og direktiver for at opføre sig hensigtsmæssigt.
Borgersind indebærer, at den enkelte borger som fri og uafhængig person handler i forhold til andre borgere (medborgere) med udgangspunkt i Kants kategoriske imperativ, der meget forenklet betyder, at du skal handle og behandle medmennesker som du forventer, at de handler og behandler dig i tilsvarende situationer. I et værdibaseret begrebshierarki står borgersind derfor over samfundssind fordi det implicit går ud fra, at mennesket ønsker at gøre gode ting godt.
Hvad betyder det i praksis? Jo, hvis vi alle er besjælet af borgersind, f.eks. under coronapandemien

-jeg lader mig vaccinere, når det er min tur, fordi jeg dermed beskytter andre mennesker mod smitte
-jeg går med mundbind og holder afstand, hvis videnskaben har vist, at vi dermed mindsker risikoen for medmennesker også uden myndighedernes direktiver.
-jeg indretter min butik på en måde, som betyder, at den kan holdes åben uden forøget smitterisiko
-Etc, etc.

Det handler altså om direktiver og lovgivning versus personlig ansvarstagen. I den bedste af alle verdener ville et samfund bestående af borgere med den højeste grad af borgersind derfor ikke behøve love - bortset fra en grundlov, som beskriver de værdier vi lægger til grund for vores samvær. Som f.eks. “De ti bud” eller præamblen i frie landes forfatninger.
Men ak.......! Det begyndte at gå skævt allerede, da et par mennesker følte sig frie nok til at forgribe sig på et æble i Paradis uden at tænke på, at Paradis dermed ikke længere var en selvfølge - et medfødt privilegium, men en tilstand, som alle efterfølgende mennesker hver eneste dag skal kæmpe for.