19-02-2021

Om kongehuset



Mennesker, som ved, at jeg har en positiv holdning til Kongehuset, spørger af og til, hvorfor.

Jo, ser du….

I Europa blev der i 1600 og 1700-tallet af flere filosoffer og politiske teoretikere tænkt tanker om fyrstens rolle, om folkets rolle, om suverænitetens rette ejermand og om frihed og lighed, som afveg på revolutionerende vis fra den indtil da fremherskende opfattelse af, at folket var til for fyrsten. At staten og folket var fyrstens ejendom. Nu begyndte man at diskutere statsforfatninger, som tog udgangspunkt i, at det var folket som var suverænen, at det var fællesskabet, som for en tid, f.eks. via valghandlinger afgav retten til at lede folket. Men også, at folket havde en uindskrænket ret til at tage denne ledelsesret tilbage på de i forfatningen/grundloven nærmere fastsatte vilkår. Folkets valgte repræsentanter valgte iblandt sig et antal ministre, der i det daglige skulle tjene folket med at administrere og forvalte samfundet på den måde, som folket bestemte. Ministre skulle være folkets tjenere og folket skulle til enhver tid kunne se og erfare, hvad disse gjorde. Altså total aktindsigt.

Sådan var det i hvert fald tænkt.

Men som altid er der risiko for konflikter og krig, hvis man fratager en større gruppe mennesker de privilegier, som af dem altid har været anset som en selvfølge. I vores lille konfliktsky og pragmatiske smørhul har vi aldrig vovet at tage et opgør med fyrste/kongehuset på samme måde, som man gjorde i Frankrig, Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn i perioden fra den franske revolution og frem til 1. verdenskrigs afslutning i 1920. Da revolutionstankerne nåede til Danmark i midten af 1800-tallet, lod vi derfor kongen beholde en nu betydelig indskrænket rolle i den grundlov, som blev resultatet. Havde vi haft en mere brutal og magthævdende konge, var det nok gået anderledes, men Frederik VII gjorde større skade på et antal gravhøje end han gjorde på folket, så sådan blev det.

Med grundloven, som Frederik den 7. underskrev 5. juni 1849, fik 15% af befolkningen stemme-og valgret. 

Vi fik ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retssikkerhed.

Danmark blev et konstitutionelt monarki. Magten blev 3-delt som en sikring af, at ingen enkeltperson eller institution kunne misbruge magt mod folket. Den udøvende magt lå hos kongen, den lovgivende magt lå hos kongen og Rigsdagen i forening, og den dømmende magt lå hos domstolene. Den udøvende magt kunne ikke afsætte dommerne. At det lykkedes de socialliberale at komme igennem med grundloven skyldtes nok primært to faktorer – krigstruslen og den Slesvig-Holstenske problematik krævede ro på de indre linjer og den mest konservative del af befolkningen så en vis garanti mod pøbelvælde i Landstingets valgbarhedsbestemmelse, som betød, at kun relativt velhavende mænd over 40 år kunne vælges.

Men diskussionerne og de revolutionære tanker, som også fandtes i Danmark, lod ingen i tvivl om, at Kongen kun kunne bibeholde denne indskrænkede ret, så længe han tjente folket. Så længe hans (og i vore dage HM Dronningens) indsats tydeligt tjener Danmarks interesser – som nation, folk og kultur. 

Der har været alvorlige kurrer på tråden. Første gang allerede efter nederlaget i 1864, hvor Kong Christian IX viste, at han ikke havde forstået, at Danmark ikke, i gammelfyrstelig forstand, var hans personlige kongerige og hvor han udenomsparlamentarisk, via den belgiske Kong Leopold, tilbød Prøjsen, at vi kunne blive en delstat i Det Tyske Forbund. Da det ikke lykkedes i første forsøg, fyrede han regeringen og indsatte et mere nationalkonservativt og kongevenligt kabinet, som støttede ham i yderligere to forsøg. At kongens forræderi ikke lykkedes, skyldtes udelukkende, at Bismarck, i et større europæisk perspektiv, ikke anså det som værende fordelagtigt. Næste gang en dansk konges fyrstelige selvforståelse førte til væsentlige problemer, var i 1920, hvor Kong Christian X med et statskup - med baggrund i Flensborg-problematikken og under indtryk af Erhvervslivets utilfredshed med ministeriet – fyrede regeringen Zahle uden om det parlamentariske flertal og udløste Påskekrisen. Kongehuset har vel aldrig været tættere på at afskaffe sig selv. Men Påskekrisen førte også til en ændret selvforståelse. Det danske kongehus forstod endelig, at dets eksistens alene afhænger af dets evne til at tjene Danmark indenfor de rammer, som folket giver med Grundloven.

Så længe, det er tilfældet, er jeg positiv til dets fortsatte eksistens. Skulle den dag komme, hvor det ikke længere forstår sin rolle, mister det til gengæld både min og mange andres støtte.