21-02-2021

Gør kulturpolitikken til vores indvandrer- og globaliseringspolitik.

 

Den som i fuldt alvor hævder, at dansk kultur, som vi kender den, er truet af indvandringen, siger også, at vores kultur ikke er stærk nok til at stå imod. Logisk set findes der to vidt forskellige måder at imødegå en sådan trussel. Vi kan stoppe indvandringen. Og vi kan stigmatisere og fremkalde hadet mod dem, som allerede er her. Ned med bommen, et dyrehegn på tværs af Jylland og en ikke refunderbar enkeltbillet til Langtbortistan til de formastelige, som nåede hertil med ønsket om et bedre liv uden daglig krig, død og lemlæstelse. Det er den uforpligtende og lette tilgang. En slags nationalkonservativ, nationalsocialdemokratisk eller nationalliberalistisk ”opråbs-politik”. Enhver kan stille sig op på en ølkasse i Fælledparken og råbe: ”Ud med alle dem med blå hudfarve. Dem kan vi ikke li’”. Vi ved ikke rigtig, hvorfor vi ikke bryder os om dem, men sikkert er det vist nok, at ”nogen” har hørt og fortalt videre til ”de nærmeste”, at de taler kaudervælsk, at de ikke ved, hvor mange kilo rugmel Dybbøl Mølle malede i sin levetid, at de kører hensynsløst i muskelbiler og står i alenlange køer foran hovedindgangen til ”Socialen” for at hæve penge til døtrenes genopdragelsesrejse. Og så er de vist nok terrorister eller støtter nogle, som er eller gerne vil være det og hvis ikke, så skal det nok komme. Så derfor kan vi ikke lide dem. De må ud. Vores land og vores kultur er i overhængende fare. Vores fædreland er i knæ. I hvert fald, hvis vi skal tro de ypperste ”opråbs-politikere” herhjemme – som f.eks. Støjberg, Khadar, Knuth, Vermund, og Thulesen-Dahl. 

Men vi kunne jo også vælge en anden og langt klogere tilgang. Vi kunne gøre vores kultur så stærk, og os alle så bevidste om dens styrke, at den aldrig for alvor kan trues. Gøre den så attraktiv, at nye medborgere vil ”med på loopet”. Gøre den til det naturlige valg.

Vores historiske viden og bevidsthed skal styrkes. Det samme gælder samfundskundskab. Dansk sprog skal være en fælles reference. Alle kunstarter skal styrkes. Filosofi og etik skal gøres til centrale fag på alle niveauer. Højskoler og efterskoler skal tildeles en langt stærkere rolle i vores udvikling som borgere og medmennesker. Presse og medier skal gives vilkår, som gør dem uafhængig af særinteresser og sensationsjournalistik. Museer og teatre skal være gratis for alle. Osv. osv. Og prisen? Ikke noget problem! Vi anvender bare de mange ”banke fremmede-oven-i-hovedet-milliarder” til noget andet.

Som socialkonservativ vil jeg til enhver tid argumentere for den kulturfokuserede tilgang. Den vil gøre os trygge. Og den vil give os den nationale styrke og være den medmenneskelige ledetråd, som betyder, at vi ikke behøver at være bange for at åbne os mod omverdenen og omfavne globaliseringen. En globalisering med plads til nationale forskelligheder. Uden hegn og mure og med modet til at interessere os for det bedste i andre kulturer og måske med fordel tage visse elementer til os – sådan som alle kulturer har gjort i tusinder af år.

Kulturen som humanismens brobygger.